Rabies – viral infektionssygdom i nervesystemet og forebyggelse af neurologiske komplikationer "støtte" homøopati efter Dr. Banerji

Dr. Banerji-protokoller

Tollwut (Rabies) – viral infektionssygdom i nervesystemet og forebyggelse af neurologiske komplikationer

Den Tollwut (Rabies) er en alvorlig infektionssygdom i det centrale nervesystem, som forårsages af rabiesvirus eller andre lyssavira. Overførslen sker overvejende via spyt fra et inficeret pattedyr, især gennem bid.

Tollwut er blandt de farligste kendte infektionssygdomme: Så snart typiske kliniske symptomer opstår, er sygdommen næsten altid dødelig. Samtidig kan udbruddet meget pålideligt forhindres ved en rettidigt gennemført postekspositionsprofylakse efter en mulig kontakt.

Overførsel

Viruset kan især overføres gennem:

• Bid fra inficerede dyr

• Kradsesår med infektiøst spyt

• Spytkontakt med åbne sår

• Spytkontakt med slimhinder i mund, næse eller øjne

Berøring af et dyr eller spytkontakt med ubeskadiget hud udgør derimod normalt ikke en tilsvarende rabieseksponering.

Hvilke dyr kan overføre tollwut?

I princippet kan inficerede pattedyr overføre tollwut.

Afhængigt af regionen er især følgende relevante:

• Hunde

• Flagermus

• Ræve

• Vaskebjørne

• Sjakaler

• andre vilde dyr

Den faktiske risiko afhænger i høj grad af det pågældende land, dyrearten og den konkrete eksponering.

Inkubationstid

Efter en infektion kan der gå uger til måneder, før de første gener opstår. I undtagelsestilfælde er kortere eller væsentligt længere inkubationstider mulige.

Viruset når fra indgangsstedet via perifere nerver til det centrale nervesystem.

Første symptomer

I begyndelsen kan uspecifikke gener opstå:

• Feber

• Hovedpine

• Træthed

• generel sygdomsfølelse

• Kvalme

• Smerter eller usædvanlige fornemmelser på det oprindelige bidsted

• Kriblen, brænden eller kløe i sårområdet

Neurologiske symptomer udvikler sig i det videre forløb.

Encefalitisk tollwut

Ved den klassiske form kan følgende forekomme:

• stærk uro

• angsttilstande

• forvirring

• hallucinationer

• synkebesvær

• muskelkramper

• krampeanfald

• tiltagende bevidsthedsforstyrrelser

Karakteristisk kan en hydrofobi forekomme. Synkeforsøg eller blot synet eller tilbuddet om væske fører til smertefulde synke- og svælgkramper.

Også en udtalt reaktion på lufttræk (aerofobi) kan forekomme.

Paralytisk tollwut

En anden sygdomsform er den paralytiske rabies.

Her dominerer tiltagende slap lammelse. Denne form kan klinisk delvist ligne et Guillain-Barré-syndrom (GBS) .

Følgende kan forekomme:

• Muskelsvaghed

• opstigende lammelser

• refleksstab

• synkebesvær

• åndedrætslammelse

En sådan symptomatik kræver øjeblikkelig neurologisk og intensivmedicinsk udredning.

Guillain-Barré-syndrom – vigtig afgrænsning

Et Guillain-Barré-syndrom er ikke en tollwutsygdom og forårsages ikke af rabiesvirus som typisk årsag.

GBS er en sjælden akut immunmedieret sygdom i det perifere nervesystem, som ofte optræder efter en forudgående infektion.

Typisk er:

• stigende muskelsvaghed

• ofte begyndende i benene

• opstigende lammelser

• nedsatte eller manglende reflekser

• kribben eller andre sensibilitetsforstyrrelser

• eventuelt ansigtslammelse

• synkebesvær

• i svære tilfælde åndedrætslammelse

Den paralytiske form for rabies kan forårsage et lignende neurologisk billede, hvorfor den præcise sygehistorie – især en mulig dyrekontakt – kan være afgørende.

Forebyggelse efter en mulig rabieskontakt

Den vigtigste foranstaltning ved rabies er forebyggelse før sygdommen opstår.

Efter en mulig kontakt bør såret omgående og grundigt renses og skylles med vand og sæbe . En passende antiseptisk sårbehandling kan desuden foretages.

Efterfølgende skal det så hurtigt som muligt medicinsk vurderes, om en rabies-postekspositionsprofylakse (PEP) er nødvendig.

Postekspositionsprofylakse

Afhængigt af eksponeringens art og den forudgående vaccinationsstatus kan behandlingen omfatte:

• omhyggelig sårbehandling

• rabiesvaccination efter et fastlagt vaccinationsskema

• hos personer, der ikke tidligere er tilstrækkeligt vaccineret, og ved tilsvarende eksponering desuden rabies-immunglobulin

Immunglobulinet infiltreres, så vidt det er anatomisk muligt, i eller omkring såret.

En postekspositionsprofylakse bør ved tilsvarende indikation ikke udskydes.

Forebyggende rabiesvaccination

En vaccination før en mulig kontakt kan være hensigtsmæssig eller anbefales for personer med øget eksponeringsrisiko, for eksempel:

• ved visse rejser til rabiesrisikoområder

• ved længere ophold med begrænset adgang til medicinsk behandling

• ved erhvervsmæssig omgang med potentielt inficerede dyr eller lyssavira

• ved visse aktiviteter med flagermus

Også efter en fuldstændig forebyggende vaccination er en medicinsk vurdering og normalt en postekspositionsvaccination nødvendig efter en relevant dyrekontakt. Behandlingsskemaet adskiller sig dog fra det, der anvendes hos uvaccinerede personer.

Rabiesvaccination og Guillain-Barré-syndrom

Et Guillain-Barré-syndrom er ikke en typisk eller hyppig følge af moderne rabiesvacciner. Neurologiske hændelser efter vaccinationer er generelt sjældne og skal vurderes individuelt medicinsk.

Afgørende er risikoafvejningen: Ved en faktisk rabieseksponering er faren for en ubehandlet rabiesinfektion ekstremt høj, da klinisk udbrudt rabies næsten altid er dødelig.

En medicinsk nødvendig rabies-postekspositionsprofylakse bør derfor ikke udelades eller forsinkes på egen hånd af frygt for et Guillain-Barré-syndrom.

Ingen forebyggende behandling af GBS med rabiesmidler

For Guillain-Barré-syndrom er der efter et dyrebid ingen specifik forebyggende behandling i betydningen en »GBS-profylakse«. Efter en mulig rabieskontakt er forhindring af rabiesinfektionen gennem korrekt sårbehandling og eventuelt vaccination og immunglobulin i forgrunden.

Hvis der efterfølgende opstår tiltagende muskelsvaghed, lammelser, synke- eller åndedrætsproblemer, er en øjeblikkelig neurologisk udredning nødvendig.

Homøopati efter Dr. Banerji

I homøopatien efter Dr. Banerji anvendes ved forskellige gener efter dyreskader samt ved neurologiske symptomer fastlagte homøopatiske lægemidler og potenser efter Banerji-protokollerne.

En pålidelig forebyggelse eller behandling af rabies med homøopatiske midler er videnskabeligt ikke dokumenteret. Ligeledes er en forebyggelse af Guillain-Barré-syndrom med homøopatiske midler videnskabeligt ikke påvist.

Ved mulig rabieseksponering kan homøopatiske præparater især hverken erstatte rabiesvaccinationen eller det eventuelt nødvendige rabies-immunglobulin. En postekspositionsprofylakse må ikke forsinkes.

Vigtig bemærkning

Efter et bid eller en rift fra et muligvis rabiesinficeret dyr eller efter relevant kontakt med en flagermus bør det berørte sted straks rengøres grundigt og omgående medicinsk udredes.

Man bør ikke afvente, om der opstår symptomer. Så snart en rabiesinfektion er klinisk brudt ud, findes der praktisk taget ikke længere nogen pålidelige helbredelsesmuligheder.

Ved nyligt opstået muskelsvaghed, opstigende lammelser, synkebesvær eller åndedrætsproblemer er øjeblikkelig lægehjælp ligeledes nødvendig.

Oplysningerne på denne side tjener udelukkende til generel information og erstatter ikke lægelig rådgivning, diagnose eller behandling.

Indholdsstoffer: Stramonium, Arsenicum album, Hydrophobium