Kronisk nyreinsufficiens (kronisk nyresygdom, CKD) – progressiv nedsættelse af nyrefunktionen "Støtte" homøopati efter Dr. Banerji

Dr. Banerji-protokoller

Kronisk nyreinsufficiens (kronisk nyresygdom, CKD) – progressiv nedsættelse af nyrefunktionen

Den kroniske nyreinsufficiens betegner en skade eller nedsættelse af nyrefunktionen, der har varet i mindst tre måneder. I dag anvendes ofte den mere omfattende betegnelse kronisk nyresygdom (Chronic Kidney Disease, CKD) .

Sygdommen kan udvikle sig langsomt gennem mange år og forbliver ofte ubemærket i tidlige stadier. Først ved mere nedsat nyrefunktion opstår der ofte tydelige symptomer.

Nyrerne kan i stigende grad ikke opfylde deres opgaver. Det omfatter især udskillelse af stofskifteprodukter samt regulering af væske, elektrolytter, syre-base-balance og blodtryk.

Hyppige årsager

De vigtigste årsager til kronisk nyreinsufficiens omfatter:

• Diabetes mellitus

• mangeårigt forhøjet blodtryk

• diabetisk nyresygdom

• kroniske glomerulonefritter

• polycystiske nyresygdomme

• kroniske urinvejsobstruktioner

• tilbagevendende eller alvorlige nyresygdomme

• autoimmune sygdomme

• karsygdomme i nyrerne

• medfødte nyresygdomme

• langvarig skade forårsaget af visse lægemidler eller andre nyreskadelige stoffer

Flere risikofaktorer kan være til stede samtidigt.

Nyrernes opgaver

Sunde nyrer varetager talrige livsvigtige funktioner:

• Udskillelse af stofskifteprodukter

• Regulering af væskebalancen

• Regulering af natrium og kalium

• Regulering af syre-base-balancen

• Deltagelse i reguleringen af blodtrykket

• Produktion af erythropoietin til bloddannelse

• Aktivering af vitamin D

• Regulering af calcium- og fosfatbalancen

Ved tiltagende nyreinsufficiens kan der derfor opstå forandringer i talrige organsystemer.

eGFR – vurdering af nyrefunktionen

En vigtig laboratorieparameter er den estimerede glomerulære filtrationsrate (eGFR).

Den kroniske nyresygdom inddeles i forskellige kategorier ud fra eGFR:

• G1: eGFR ≥ 90 ml/min/1,73 m²

• G2: eGFR 60–89

• G3a: eGFR 45–59

• G3b: eGFR 30–44

• G4: eGFR 15–29

• G5: eGFR under 15 ml/min/1,73 m²

En eGFR i området G1 eller G2 betyder ikke i sig selv en kronisk nyresygdom. Der skal desuden være tegn på nyreskade, for eksempel vedvarende albuminuri eller strukturelle forandringer.

Albuminuri og proteinuri

Ud over eGFR er udskillelse af protein i urinen særligt vigtig for vurderingen.

En øget albuminudskillelse kan være et tidligt tegn på nyreskade.

Ofte bestemmes albumin-kreatinin-forholdet (ACR) i urinen.

Albuminuri inddeles sædvanligvis i:

• A1: normal til let forhøjet

• A2: moderat forhøjet

• A3: kraftigt forhøjet

Jo stærkere albuminurien er, og jo lavere eGFR er, desto højere er risikoen generelt for progression af nyresygdommen og for hjertekarsygdomme.

Symptomer

I tidlige stadier forårsager kronisk nyreinsufficiens ofte ingen eller kun uspecifikke gener.

Ved tiltagende funktionsnedsættelse kan der forekomme:

• træthed og nedsat ydeevne

• koncentrationsforstyrrelser

• appetitløshed

• kvalme

• kløe

• muskelkramper

• hævede ben og ankler

• væskeophobning

• forhøjet blodtryk

• ændringer i urinmængden

• åndenød ved væskeoverbelastning

• bleg hud på grund af blodmangel

• generel svaghed

Sværhedsgraden af generne svarer ikke altid direkte til omfanget af nyrefunktionsforstyrrelsen.

Forhøjet blodtryk og kronisk nyreinsufficiens

Forhøjet blodtryk og nyresygdomme påvirker hinanden gensidigt.

Et vedvarende forhøjet blodtryk kan skade nyrens blodkar og nyrekorn. Samtidig kan en nedsat nyrefunktion øge blodtrykket yderligere.

En god blodtrykskontrol er derfor en af de vigtigste foranstaltninger til at bremse udviklingen af mange kroniske nyresygdomme.

Diabetes og kronisk nyreinsufficiens

Diabetes mellitus er en af de hyppigste årsager til kroniske nyresygdomme.

Et langsigtet forhøjet blodsukker kan skade nyrens fine filterstrukturer og føre til albuminuri, proteinuri og et gradvist tab af nyrefunktionen .

Regelmæssige kontroller af eGFR og albuminekskretion i urinen er derfor særligt vigtige hos personer med diabetes.

Forstyrrelser i vand- og elektrolytbalancen

Ved fremskreden nyreinsufficiens kan nyrerne ikke længere regulere vand og elektrolytter tilstrækkeligt.

Mulige følger er:

• væskeretention

• ødemer

• forhøjet blodtryk

• ændringer i natriumbalancen

• forhøjet kalium (hyperkaliæmi)

• forstyrrelser i syre-base-balancen

En udtalt hyperkaliæmi kan forårsage farlige hjerterytmeforstyrrelser.

Renal anæmi

Nyrerne producerer hormonet erythropoietin, som stimulerer dannelsen af røde blodlegemer i knoglemarven.

Ved fremskreden kronisk nyresygdom kan erythropoietinproduktionen aftage.

Derved kan en renal anæmi opstå med:

• træthed

• nedsat ydeevne

• bleghed

• åndenød

• nedsat fysisk belastningsevne

Før en specifik behandling bør andre årsager til blodmangel, især jernmangel, også overvejes.

Calcium-, fosfat- og knoglestofskifte

Kroniske nyresygdomme kan ændre mineral- og knoglestofskiftet.

Mulige ændringer vedrører:

• fosfat

• calcium

• vitamin D

• parathormon

På lang sigt kan dette føre til ændringer i knoglerne og forkalkning af blodkar. Dette kompleks betegnes som CKD-MBD – Mineral and Bone Disorder ved kronisk nyresygdom .

Diagnose og sygdomsopfølgning

Til undersøgelse eller sygdomsopfølgning kan følgende høre:

• kreatinin

• eGFR

• urinstof

• natrium

• kalium

• calcium

• fosfat

• bicarbonat eller syre-base-status

• blodprøve

• jernstatus

• albumin

• urinstatus

• albumin-kreatinin-kvotient

• proteinbestemmelse i urinen

• blodtrykskontroller

• ultralyd af nyrerne og urinvejene

Afhængigt af den formodede årsag kan yderligere undersøgelser eller i visse tilfælde en nyrebiopsi være nødvendig.

Behandling

Behandlingen retter sig efter årsag, stadium og følgesygdomme.

Vigtige behandlingsmål er:

• at bremse fremadskridende nyreskade

• at kontrollere blodtrykket

• at reducere albuminuri eller proteinuri

• at behandle diabetes optimalt

• at reducere kardiovaskulær risiko

• at behandle elektrolytforstyrrelser

• at kontrollere væskebalancen

• at behandle renal anæmi

• at behandle forstyrrelser i mineral- og knoglemetabolismen

Hos egnede patienter spiller blandt andet ACE-hæmmere eller angiotensinreceptorblokkere (sartaner) og SGLT2-hæmmere en vigtig rolle for beskyttelsen af nyrerne.

Den konkrete behandling skal tilpasses nyrefunktion, kaliumværdier, blodtryk og individuelle følgesygdomme.

Lægemidler ved nedsat nyrefunktion

Ved kronisk nyreinsufficiens er en regelmæssig gennemgang af hele medicineringen særligt vigtig.

Mange lægemidler udskilles delvist eller overvejende via nyrerne og skal ved nedsat nyrefunktion eventuelt dosistilpasses.

Visse stoffer kan belaste nyrerne yderligere. Det gælder for eksempel nogle smertestillende midler fra gruppen af nonsteroide antiinflammatoriske midler (NSAID).

Lægemidler bør dog ikke seponeres eller ændres på egen hånd uden lægelig rådføring.

Ernæring og livsstil

Afhængigt af stadiet kan individuelle anbefalinger være nødvendige vedrørende:

• saltindtag

• proteinindtag

• kalium

• fosfat

• drikkemængde

• kropsvægt

• fysisk aktivitet

En generel kraftig begrænsning af væske, kalium eller protein er ikke hensigtsmæssig for alle patienter. Ernæringen bør tilpasses nyrefunktion, laboratorieværdier og følgesygdomme.

Fremskreden nyreinsufficiens

Ved meget stærkt nedsat nyrefunktion kan metaboliske produkter og væske ophobes gradvist i kroppen.

Det kan føre til uræmi med symptomer som:

• udtalt træthed

• kvalme og opkastning

• appetitløshed

• kløe

• neurologiske forandringer

• væskeoverbelastning

• åndenød

Ved fremskreden nyresvigt kan nyreerstatningsterapi blive nødvendig.

Det omfatter:

• hæmodialyse

• peritonealdialyse

• nyretransplantation

Opstart af dialyse afhænger ikke udelukkende af en enkelt eGFR-værdi, men af den samlede kliniske tilstand, laboratorieværdierne og eksisterende komplikationer.

Homøopati efter Dr. Banerji

I homøopatien efter Dr. Banerji anvendes fastlagte homøopatiske lægemidler og potenser efter Banerji-protokollerne ved forskellige kroniske nyrelidelser.

En pålidelig forbedring af en kronisk nedsat nyrefunktion eller forhindring af fremadskridende kronisk nyreinsufficiens ved hjælp af homøopatiske midler er ikke videnskabeligt dokumenteret.

En nødvendig nefrologisk behandling samt regelmæssige kontroller af eGFR, albuminuri eller proteinuri, elektrolytter og blodtryk må derfor ikke erstattes eller forsinkes.

Vigtig bemærkning

Kronisk nyreinsufficiens bør regelmæssigt overvåges af læge eller nefrolog.

Ved stærkt nedsat eller manglende urinudskillelse, tiltagende åndenød, udtalte ødemer, bevidsthedsforstyrrelser, kraftig generel forværring eller mistanke om alvorlig elektrolytforstyrrelse er en hurtig eller øjeblikkelig medicinsk udredning påkrævet.

Oplysningerne på denne side tjener udelukkende til generel information og erstatter ikke lægelig rådgivning, diagnose eller behandling.

Indholdsstoffer: Medorrhinum, Lycopodium, Cantharis, Aconitum napellus, Antimonium crudum, Conium maculatum